Perioden 2. verdenskrig
Anden verdenskrig begyndte den 1. september 1939, da tyske tropper besatte Polen. England og Frankrig erklærede Tyskland krig. Senere kom Sovjetunionen og USA med i krigen mod Tyskland, men Japan og Italien kæmpede sammen med Tyskland. I Europa sluttede krigen den 8. maj 1945. Japan overgav sig den 2. september.
Anden verdenskrig er den største krig nogensinde. Den blev udkæmpet i Europa, Asien, Stillehavet og Afrika. Det samlede antal soldater var 110 millioner. Det samlede antal døde nåede op mellem 50 og 70 millioner. De fleste af de døde – f.eks. 6 millioner jøder dræbt i tyskernes udryddelseslejre – var ikke soldater.
Midt i et krigshærget Europa lå Danmark. Danmark var besat af tyskerne fra den 9. april 1940 til den 5. maj 1945. Men krigens hærgen gik udenom Danmark. De tyske soldater kaldte Danmark 'Flødeskumsfronten'. Sådan sagde de, fordi Danmark var et land med mad nok og med sikkerhed.
Krigen i Vestjylland
I Vestjylland mærkede folk ikke meget til krigen i de første år. De tyske soldater bestemte, men dagligdagen gik videre. Kun langsomt blev krigen mere nærværende.
Tyskerne byggede flere og flere bunkere ved kysten, og til sidst var stranden næsten helt dækket af beton, pigtråd, panserspærringer og livsfarlige minefelter. Kaj Munk taler til sine sognebørn og opfordrer dem til at tage stilling - her er uddrag fra nytårsprædiken i Vedersø Kirke - tre dage før han bliver hentet af tyskerne:
“Kære vor Gud og far i det høje, vi takker dig for, at du har rejst dit hus her på jorden, for at sandheden skulle eje sin faste borg iblandt os. Tak, at du også på denne Nytårsdag 1944 har kaldt os herhen. Der er nok, der lyver i verden. Her lyder dit Ord, der ikke spørger efter bifald og ikke regner med vrede, men er lige sikkert til trøst og til tugt. Om vi så måtte tage imod det. Amen.
… I undrer jer over, at jeg står her ved siden af juletræet neden for prædikestolen i min overfrakke med mit højrøde tørklæde om halsen. Men da jeg i går forberedte mig for Guds ansigt til denne gudstjeneste, fik jeg det sådan, at jeg vidste, jeg ikke kunne gå på prædikestol eller for alteret i dag. En dyb sorg og smerte har opfyldt mit sind. I den senere tid er der begyndt at gå skred i det gode nationale sammenhold i vort sogn. Folk, der ikke har det behov, går i tyskernes tjeneste. Dette må i sandhedens navn påtales i denne kirke, der er bygget for at være sandhedens tempel. Nogle mener, at slig tale har ikke hjemme i Guds hus. Det er forkert. Når mennesker synder i sognet, har sognet sit Guds-hus for der at få påtalt det. Guds Ord holder sig ikke inden for visse skranker. Det har at gøre med hele vort liv i alle forhold.
...
Jeg står ikke her for at prædike had mod nogen. Det er mig plat umuligt. Ikke engang Adolf Hitler hader jeg. Jeg ved, hvad rædsel og elendighed verden er kastet ud i; jeg ved, hvad forsmædelse mit eget land har måttet opleve. Jeg ved, at jeg nu i måneder ikke har lagt mig til ro nogen aften uden at tænke: “Kommer de efter dig i Nat?” Og den tanke er ikke morsom for en, der elsker livet, har nok at gøre i sin gerning og er glad for sin kone og sine børn. Og dog kan jeg ikke hade. For mennesker er så mange slags og besættes af alle slags ånder, og Frelseren har lært os bønnen: Forlad dem; thi de ved ikke, hvad de gør.
Men derfor bliver det aldrig kristen gerning at hjælpe tyskerne med at bygge fæstningsværker mod englænderne, for at vort eget land så længe som muligt kan holdes i trældom og underkuelse. Og det bliver ikke kristen gerning for dyre penge at sælge til tyskerne de æg og det flæsk, som vore egne stakkels arbejdsfolk i byerne har så hårdt brug for. Det bliver aldrig kristen gerning at stille sig til rådighed for uretten, enten det så sker af fejhed, griskhed eller tossegod føjelighed.
...
Der er mange, mange gode tyskere. Gud være lovet for det; ellers var verden uden Håb. Mange brave drenge er stukket i trøjen, så flinke som vore egne. Men så længe som de finder sig i, at dette regimente, de selv har heilet sig til, beholder magten over dem, må de stå last og brast. Drikker manden i en familie, går det ud over hele hjemmet. Sådan er det nu engang. Man kan ikke lade sig bruge til at rive ulverifter med i andres legemer og selv forlange at behandles som et skyldfrit lam. Det er krigens hårde vilkår, at så længe den varer, er det ikke mennesker, vi har at gøre med, men uniformer. Når vi ser en tysk soldat i Danmark, må vi sige: det er en uniform — og huske, hvad den uniform står som udtryk for.
Jeg siger jer, at en usigelig kummer har opfyldt mit hjerte, fordi der imellem mine sognebørn viser sig folk, der glemmer deres danske kristenpligt.
I gamle Dage sagde man, at når husmanden pløjede om søndagen med de heste, han havde lånt fra gården, da lukkede Gud det ene øje. Nuvel, der kan være en fattig sjæl, der har kone og børn og ingen steder i denne tigertid at tage brødet til dem fra. Måske Gud da er barmhjertig og lukker det ene øje. Og det sker jo også, de møder op og trykker os pistol for tinding eller bryst eller mave. Vi ved godt, at Jesus og hans tapre apostle lod sig ikke forskrække af sligt. De gik i døden hellere end at lade sig skræmme til at gøre, hvad der stred mod deres samvittighed. Det kunne vi også. Men vi er småfolk. Og måske bør vi også der håbe på, at Gud sætter kikkerten for det blinde øje. Men når danske mænd uden bydende behov og af egen fri drift og valg forråder deres fædreland og kristendom af råddent pengebegær, så skal de også her fra kirken have at vide, at den rigdom, de på den måde tiltusker sig, er judaspenge og skal blive dem til fordærv….
De fleste danskere passede deres egne sager og undgik problemer. Men ikke Kaj Munk. Han sagde og skrev sin ærlige mening om den tyske besættelse, og det kom til at koste ham dyrt. Den 4. januar 1944 skød tyskerne ham.
