Når de 228 trin er besteget kan I nyde udsigten ud over Ringkøbing Fjord, Vesterhavet og Vestjylland fra toppen af Lyngvig Fyr. I butikken kan I finde finurlige varer og caféen byder på lækkerier. Lyngvig Fyr er åbent alle dage
Oplev foråret fra toppen af Vestjylland
Foråret pibler frem og når man står på toppen af Lyngvig Fyr kan man næsten se hvordan farverne i landskabet skifter. Herfra kan man spejde ud over fjord og hav, skue mod Ringkøbing og se om man kan se slusen i Hvide Sande. Der er altid noget at se, og udsigten forandrer sig fra time til time.
"Fyraften" ved Lyngvig Fyr hver onsdag
Hold "fyraften" ved Lyngvig Fyr hver onsdag aften. Følg med fra toppen når solen går ned og mørket faldet på.
Hver onsdag er der dømt “fyraften” ved Lyngvig Fyr. Fyrtårnet holder længe åbent, og fra toppen af fyret kan I følge med mens solen går ned, og se hvordan landskabet ser ud i mørke. Det vil selvfølgelig også være muligt at købe lidt godt til ganen, så man kan nyde en "fyraftensøl" i de helt rette rammer.
Rappel ned fra Lyngvig Fyr hver onsdag
Det tager pusten fra de fleste når de bestiger de 228 trappetrin der er op til toppen af Lyngvig Fyr. Men mon ikke, selv de mest hardcore lige skal trække vejret en ekstra gang inden de gør klar til at rappelle ned igen? For selvom turen ned ikke er 228 trin, så er der masser at opleve!
Sammen med Team-nord, der har mere end 15 års erfaring med Outdoor aktiviteter, kan alle vovehalse få en oplevelse ud over det sædvanlige! Det er kun deltagere der må gå op i fyret under rappellingen. Ledsagere mv. der har adgang kan vente ved foden af fyret.
Masser af plads til hygge ved Lyngvig Fyr
Hele området omkring Lyngvig Fyr består af 300 ha. fredet klithede og klitter, som bestemt er en gåtur værd. Her kan I blive blæst igennem af vestenvinden - og der er god plads til alle! Udenfor fyrmestergården venter naturlegepladsen med det maritime tema. Her kan I lade børnene brænde krudt af, og der er gode muligheder for sommerfugle i maven, når de suser derudad på svævebanen, og selv den bedste klatreabe kan blive udfordret når der skal klatres rundt på hvalskelettet.
Har I brug for at få varmen, så sæt jer ind i den hyggelige fyrmesterboligs café og nyd kaffe og kage. I fyrmesterboligen finder I også en fin butik, med sjove og fine sager.
Praktisk
April - juni
Alle dage 10-17. Onsdage 10-21
Entré: 70 kr. Børn og unge under 18 år: gratis.
Entré til fyrtårnet 70 kr. Børn og unge under 18 år gratis i følge med voksne