|
Fra 1856 til 1949 har der været kro på dette sted. Efter 1986, hvor bygningerne blev overtaget af Ringkøbing-Skjern Museum (dengang Skjern-Egvad Museum), er krostuen genåbnet, og der er etableret udstillingslokaler i laden og mellembygningerne.
Fahl Kro har navn efter sin beliggenhed ved "Fahlen Strøm", der afvander et stort eng- og marskområde. Her var der et vadested, og Fahl er den gamle benævnelse for vadested eller overkørsel.
Kroen blev bygget i 1856, og baserede fra starten af sin eksistens på omegnens bønder, som skulle over vadestedet, når de skulle bjærge hø på værnengene eller drive stude ud og hjem fra engene. Dette betød, at Fahl Kro en stor del af året levede en hensygnende tilværelse, mens den i få korte perioder af året blomstrede op.
I høslettets dage vågnede Fahl Kro.
Så strømmede bønderne til - og de kom ofte langvejs fra - for at bjærge hø. Høet havde afgørende betydning for datidens landbrug. De større bønder, som opfedede stude til eksport, havde behov for store mængder hø til vinterfoder, og mange af områdets små fiskende husmænd, havde kun det hø til vinterfoder, de fik bjærget på Værnengene ogTipperne.
Høet blev fragtet ind i landet på store hestetrukne vogne, mens bønderne på Holmsland Klit bjærgede høet hjem i store åbne både. Bådene kunne tage helt op til 10 vognlæs hø.
En anden af sæsonens højdepunkter var den 7. oktober. På den dag hentedes kreaturerne hjem fra græsningen på Tipper og værn, og de skulle alle sammen passere Fahl Kro.
Fra 1905 til 1949 var kroen ejet af Simon Sommer, og den syntes i denne periode at have haft sin storhedstid.
I denne periode begyndte høavlen at blive ringere, men kromanden supplerede driften med fåreavl, opfedning af kreaturer og eksport af fisk.
Desuden formåede han at trække jægerne til, så det blev en tradition at mødes på Fahl Kro, når andejagten gik ind.
I 1949 blev krodriften nedlagt, og i 1986 overtog Skjern-Egvad Museum den gamle kro. Efter en omfattende restaurering åbnede den i 1987 med bl.a. kaffestue i den gamle skænkestue, der stort set er uforandret i de sidste 100 år.
|