To museumsforeninger
Vi er fælles om vores kulturhistorie! Derfor vil vi også gerne være fælles om museet. Den folkelige opbakning for Ringkøbing-Skjern Museum startede for 100 år siden med oprettelsen af museumsforeninger i Skjern og Ringkøbing. Deres frivillige engagement er også den dag i dag afgørende for museet. De udpeger hver 3 medlemmer til museets styrelse, og får derved direkte indflydelse på museets udvikling i fremtiden.
Museumsforeningerne knytter sig hhv. til det tidligere Ringkøbing Museum og Skjern-Egvad Museum. Museerne var to selvstændige museer i hver sin kommune, indtil kommunesammenlægningen i 2007. Da kommunerne blev lagt sammen, tog museumsforeningerne initiativ til, at muserne også skulle blive det. Museumsforeningerne forblev dog adskilte, og repræsenterer i dag hver sine fokusområder: Ringkøbing Museumsforening har særligt fokus på de nordlige besøgssteder, mens Skjern-Egvad Museumsforening har særligt fokus på de sydlige besøgssteder.
Meld dig ind i en af museumsforeningerne, hvis du har lyst til at blive en del af Ringkøbing-Skjern Kommunes kulturhistoriske fremtid. Du kan også vælge at bidrage til museets Gavefond. Vi opfordre selvfølgelig alle medlemmer af de to foreninger til at bakke op om fonden. Læs meget mere om hvilken stor betydning, selv et lille bidrag har for museet.