Hver mandag i juli og august kan I tage med rundt i Ringkøbings hyggelige gader, der stammer helt tilbage fra middelalderen.
Vil du med en tur tilbage i tiden? Tilbage til dengang, der stadig var karle og tjenestepiger? En rigtig tidsrejse kan vi endnu ikke klare, men vi kan klare noget, der er næsten lige så godt. Du kan nemlig komme med på en historisk byvandring i de gamle gader i Ringkøbing. På byvandringen er det en tjenestepige eller en karl, der kan fortælle alt om, hvordan livet i Ringkøbing var i 1800-tallet set fra deres perspektiv. Du bliver taget med på en levende og spændende historisk fortælling set fra den jævne befolknings perspektiv. Turen starter på torvet i Ringkøbing og slutter ved Ringkøbing Museum
26 værtshuse i samme gade
Det er især 1800tallets Ringkøbing som træder frem på byvandringen. En af de gode historier som byvandringen bl.a. byder på, er historien om Vester Strandgades 26 værtshuse. Den lille gade, som ikke er mere end nogle hundrede meter lang, kunne før i tiden prale af næsten 30 værtshuse. Når søfolkene kom fra fjorden, og skulle gennem gaden for at komme op til logiet på Hotel Ringkøbing, var det en slem fristelse, at skulle forbi hele 26 beværtninger, inden man var fremme. Mange faldt da også i ved flere af værtshusene på vejen...
Byvandringen slutter i museets byudstilling
En byvandring kommer først rigtig til sin ret, når den kombineres med en tur på Ringkøbing Museum for at se Jesper Malers smukke malerier af 1800tallets Ringkøbing. Her er den lokale malers billeder blevet forstørret, og flere af motiverne står stadig i dag, som de gjorde, da de blev malet i starten af 1800tallet. Derfor kan man på en byvandring genkende flere af husene i nutidens bybillede også.
Efter storhedstiden som købstad blev Ringkøbing omdrejningspunkt for det politiske liv som hovedsæde Ringkøbing Amt. Ringkøbing er på mange måder Vestjyllands lille hovedstad. En lille udstilling viser også historien om Ringkøbings rolle som hovedsæde for Ringkøbing Amt, hvor man blandt andet kan se portrætter af alle amtets borgmestre og amtmænd lige siden det blev oprettet i 1794.
Praktisk information
Dato: Mandage i juli og august, kl. 11.00 - ca. 12.00
Mødested: Ved bybrønden på Torvet i Ringkøbing
Entre: voksne 80 kr. inkl. entré.
Børn u. 18 år gratis ifølge m. voksne.