Traditionen tro inviterer Ringkøbing-Skjern Museum til Historisk Dyrskue på Bundsbæk Mølle. I år afholdes dyrskuet søndag d. 18. juni kl.10-16, og der er lagt op til en stemningsfyldt dag for hele familien. I år fejrer vi også Midsommeren, med majstang og musik.
Ringkøbing-Skjern Museum har i mere end 20 år afholdt Historisk Dyrskue, hvor veterantraktorer og historiske dyreracer stiller op til skue i ringen. I år bliver det afholdt på Bundsbæk Mølle søndag d.18. juni, og der sættes særligt fokus på malkekvæg gennem tiden.
Gamle hestekræfter giver nye oplevelser
Lirekassemanden spiller op, og de mange heste, kvæg, får, geder mv. står fredeligt og gumler på høet. Så den gamle markedsstemning kommer atter live, når man går rundt mellem dyrene og de flotte og aldrende veterantraktorer og -maskiner. Her kan I se udviklingen i landbrugets maskiner, og forskellen fra tidligere tiders små maskiner med få hestekræfter til vor tids kæmpe maskiner. Det historiske dyrskue er en oplagt oplevelse for både familiens store og små, hvor bedstefar kan mindes sine unge dage i marken og familiens yngste kan sidde på de gamle traktorer. De mange historiske dyreracer trækkes rundt i ringen, og bedømmes af kyndige dommere - selvfølgelig med hvide kitler, stok og bowlere.
En ko er ikke bare en ko... - årets tema er “Malkekvæg gennem tiden”
Gennem århundreder har mennesker fremavlet kvægracer med de egenskaber, de ønskede, hvilket har medført at racerne har været under konstant forandring. I Danmark er nogle racer udnævnt til at være “bevaringsværdige” for deres rolle i den danske landbrugshistorie. Der er dog også andre kvægracer, der har spillet en afgørende rolle i dansk landbrug, som ikke kan pryde sig med den særlige udnævnelse. Med årets tema “Malkekvæg gennem tiden” ønsker Ringkøbing-Skjern Museum at sætte fokus på forskellige racers udvikling og anvendelse. Som gæst vil du kunne høre dommerne fortælle om racerne, fordybe dig i en miniudstilling og ikke mindst se og klappe de forskellige racer - for i år har museet samtidig åbnet op for at flere kvægracer kan udstilles. “Landbrugshistoriens kvægracer er mangfoldige. Ved kun at udstille de racer, der officielt er udnævnt som bevaringsværdige afskæres en del af historien om det danske kvæg. Nu hvor vi har åbnet op for andre racer, kan vi på det Historiske Dyrskue vise en mere helstøbt fortælling om kvæg i den danske landbrugshistorie.” udtaler formidlingsinspektør Per Lunde Lauridsen.
Programmet er spækket med levende historie
- Tag med den gratis hestevogn.
- Bamsedyrskue - tag din yndlings bamse med og få den bedømt af dommere! Der vil blive uddelt ærespræmier.
- Tegnekonkurrence - tegn et dyr.
- Børnene kan ride på ponyer, køre på små veteran-pedaltraktorer og boltre sig i halmbunken.
- Se hvem der får ærespræmierne og hvem der vinder museets bevaringspris.
- Hør regionsrådsmedlem Bent Dyrvig (V) holde årets dyrskuetale
- Besøg både den gamle mølle fra 1640. Mølleren maler korn, bageren har tændt op i stenovnen og smedene arbejder i essen. Se også den nye udstilling “Rakkerpak” om de udstødte rakkere.
- Gå en tur i Bundsbæk Naturpark og mød rakkeren Mette Mus, der fortæller historier i rakkerhuset.
- Hør gamle melodier blande sig med hestenes vrinsken, når lirekassemanden spiller op.
- Se når der bliver slået hø med le på møllerens eng og tærsket korn som i gamle dage.
- Besøg boderne med historisk håndværk, historiske bøger, lokal honning mv.
- Vær med til at pynte og hejse Midsommerstangen sammen med Foreningen Norden
- Tag danseskoene på og vær med til folkedans og se Ringkøbingegnens Opvisningshold danse til de
lystige toner af spillemandsgruppen RAS.
Baggrund
Det er nemt at betragte det historiske dyrskue, som blot den rene nostalgi, og det er også en dag, der vækker minder for mange af gæsterne. Men Ringkøbing-Skjern Museums historiske dyrskue også et vigtigt udstillingsvindue for det store arbejde, en række mennesker gør for at bevare de gamle danske husdyrracer. “Med bevaringen af de gamle husdyrracer bevarer vi en genarv - altså en levende kulturarv. Hvem ved om fremtidens udfordringer vil kunne have gavn af de historiske dyreracers gener. Måske vil vi få brug for mere robuste dyr til at udføre naturplejeopgaver i landskabet, hvor de forædlede husdyrracer vil komme til kort? Måske kan fremtidens sygdomme og ressourcemangel afhjælpes med gener fra vores forfædres husdyr?” fortæller formidlingsinspektør Per Lunde Lauridsen og afslutter “Derfor er vi også glade for at vores historiske dyrskue støttes af Bevaringsudvalget, under Miljø- og Fødevareministeriet.”
Historisk Dyrskue på Bundsbæk Mølle er støttet af Nordea-fonden.

"Rakkerpak: Æreløse rakkere og udstødte natmandsfolk i Danmark"
Det vil også være muligt at se den nye udstilling "Rakkerpak" på Bundsbæk Mølle.
Udstillingen, der lavet i forbindelse med Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017, fortæller gennem billeder, videoer, genstande og lyde rakkernes spændende historie.
Praktisk:
Dato: Søndag d. 18. juni kl. 10-16.
Adresse: Bundsbækvej 27, 6900 Skjern
Entre: 0-5 år: gratis, 6-14 år: 35 kr. og voksne: 75 kr.