Ringkøbing-Skjern Museums 4-årige arbejdsplan
Som et statsanerkendt kulturhistorisk museum er Ringkøbing-Skjern Museum forpligtet til at udarbejde 4-årige arbejdsplaner. Den gældende plan løber fra 2011-2014.
Uddrag af planen for perioden 2011-2014
Etablering af et partnerskab mellem Ringkøbing-Skjern Museum og Museet for Varde By og Omegn. Partnerskabet bygger på fire fælles supertemaer, som begge museer vil have fokus på:
- Vestkystturismen
- Jernalder og Vikingetid
- 2. Verdenskrig
- Vestjyder - landskab og identitet
Ringkøbing-Skjern Museum vil endvidere arbejde på at videreudvikle og etablere andre, nye partnerskaber. Fx partnerskab med Moesgård Museum om udvikling af formidlingen i Bork Vikingehavn, partnerskab med Ringkøbing Fjord Handels- og Turismecentret om turisme og oplevelsesudvikling samt partnerskab mellem museer og gymnasier i Region Midt om vidensdeling på Intrface.
Ringkøbing-Skjern Museum vil udvide arbejdet med udviklingen af turistattraktioner i Ringkøbing-Skjern Kommune, og gennem afslutningen af et ph.d.-projekt udvikle skoletjenesten og kulturtilbud til børn og unge.
Indsamling
Ringkøbing-Skjern Museum vil i perioden 2011-2014 koncentrere sine indsamlinger omkring:
- De fire supertemaer: Vestkystturismen, Jernalder-Vikingetid, 2. Verdenskrig og Vestjyder - landskab og identitet
- Relationen til økomuseet: kyst- og fjordkultur, landbrugs- og industrihistorie, købstadens udvikling og de nye byer.
- Arkæologisk arbejde: jernalder og vikingetid
Konservering og bevaring
I perioden 2011-2014 skal Ringkøbing-Skjern Museum konservere en 2. Verdenskrigs-bunker, der er fundet ved Houvig.
Herudover kræver museets store samling af fredede og bevaringsværdige bygninger vedholdende vedligeholdelse, som der også vil blive brugt ressourcer på.
Registrering
Ringkøbing-Skjern Museum vil have fokus på at registrere og opdatere arkæologiske fund og fundsteder i det nationale register Fund og Fortidsminder. Herunder at indtaste uregistrerede gravhøje fra forskningsprojektet Høj og Vad ved Skjern Å. Der vil også fortsat være arbejde med at færdiggøre beretninger for afsluttede udgravninger.
Museet vil også foretage en digitalisering af alle væsentlige, ældre udgravningspladser som Ringkøbing Museum og Skjern-Egvad Museum har udført. Digitalisering og fotografering af genstande fra museets samlinger fortsætter også.
Forskning
Inden for den arkæologiske forskning vil Ringkøbing-Skjern Museum bl.a. fokusere på publikationen “Jernalderens forsvarsanlæg”, analyser af nye og ældre udgravninger ved vikingetidsgården Omgård og en sammenfatning af det store fundmateriale fra den tidlige jernalder i Vestjylland. Herudover vil der være fokus på temaerne der knytter sig til økomuseet: Å og fjord, Kyst og klit samt Bosætning - landsby, købstad og stationsby. Som et nyt emne introducerer Ringkøbing-Skjern Museum Atlantvolden som negativ kulturarv i forbindelse med forskning i Altlantvoldens rolle i Vestjylland.
Under samarbejdet med Museet for Varde By og Omegn vil de to museer fokusere forskningen omkring supertemaerne; Vestkystturismen, Jernalder-Vikingetid, 2. Verdenskrig og Vestjyder - landskab og identitet.
I forbindelse med undervisning og turisme afsluttes et projekt om kulturarvspædagogik ved udgangen af 2011, hvorefter der vil blive arbejdet på en etablering af et dansk videncenter og evt. en fælles skoletjeneste med Museet for Varde By og Omegn.
Formidling
Ringkøbing-Skjern Museum vil fortsat udvikle de digitale formidlingsformer - både som en udbygning af museets hjemmeside og ved at inddrage digitale medier i museumsoplevelsen på flere afdelinger.
I forbindelse med Ringkøbing-Skjern Museums samarbejde, med Museet for Varde By og Omegn, om fire supertemaer, vil museerne også samarbejde om koordinering af formidlingen af de fire temaer. Herudover vil Ringkøbing-Skjern Museum også yde bidrag til den fælles årbog, “OPdatering”.
Som nøgleord i formidlingen på Ringkøbing-Skjern Museum er den levende historie og en formidling i øjenhøjde. Gennem disse kombinerer museet udstillinger, aktiv deltagelse gennem levende historie-formidling, foredragsrækker, artikler m.m.
Hent den 4-årige arbejdsplan for Ringkøbing-Skjern Museum i sin fulde længde.