For en måneds tid siden fik Jørn Verner Stendorf, formand for Vennekredsen for Kaj Munks Præstegård, et tip om denne kane, som har tilhørt Kaj Munk og familien.
Han kontaktede den Slesvigske Vognsamling, der er en afdeling under Museum Sønderjylland. Her var man fra første kontakt meget indstillet på, at kanen naturligvis skulle tilbage til præstegården i Vedersø.
Kanen har indtil 1959 stået på loftet i præsteboligen i Vedersø. Det år besluttede Lise Munk, enke efter Kaj Munk, at tilbyde boghandler Johannes Christian Nielsen (JCN) i Hadersle,v at han måtte få denne kane til sin samling. Lise Munk vidste, at JCN var kendt for at råde over en stor privat samling af forskellige vogne, og det er i øvrigt JCNs samling, der senere blev til Slesvigske Vognsamling i Haderslev. Selv om Lise Munk tilbød kanen allerede i 1959 blev den først hentet i Vedersø et par år senere! Skyldes angiveligt, at der var tale om en vognmand, der var noget langsommelig i optrækket!
En lokalt fremstillet kane
Kanen er fremstillet af smeden i Muldbjerg ved Hover i 1930erne. Smedemesteren hed Søren Chr. Hansen, født d. 30-12-1890, død i Hover d. 3-6-1947. Hans gravsten står på kirkegården i Hover!
Vognkassen er malet olie blå, lineholderen er afbrækket. Foran i kassen er monteret to sæder hver til to personer. Bagved er der et enkelt kuskesæde. Mederne er kraftige træ meder beslået med jernskinne, hvor der er øjer til vognstænger. Længden på kanen er 2,40 meter, bredden er 1,40 meter og højden er 1,12 meter.
Kanen kan ses på Bundsbæk Mølle inden den ender på præstegården
Præcis hvor kanen skal stå i Kaj Munks Præstegård er endnu ikke afklaret. I første omgang ”lander” kanen på Bundsbæk Mølle, hvor der d. 6. og 7. december og 13. og 14. december afholdes "Jul på Bundsbæk Mølle" med masser af fokus på julen, og her er en udstilling af Kaj Munk kanen jo lige til højrebenet!
Se indslag i TV-MidtVest om kanens rejse tilbage til præstegården.
Læs mere om Kaj Munks Præstegård.
Læs mere om Jul på Bundsbæk Mølle.