Selv om det endnu ikke er juleaften, så har den vestjyske kulturarv netop fået en “julegave” på 125.000 kr.
Ringkøbing-Skjern Museum søgte i 2017 om at blive godkendt som en almennyttig institution efter Ligningsloven §8a, der gør det muligt for museet at opnå særlige fradrag. Godkendelsen er netop kommet i hus, og museet har fået 125.000 kr. i refusion. Penge, der naturligvis skal bruges på at styrke bevaring og formidling af den vestjyske kultur.
Investér i kulturhistorien - det betaler sig!
Godkendelsen var betinget af, at mere end 100 personer gav minimum 200 kr. i gave til museet. Det er dermed lokale borgere, der har valgt at investere i deres lokale kulturarv, og de har fået valuta for pengene - for deres investering har givet et femdoblet afkast til glæde for vores fælles historie.
Mette Bjerrum Jensen, ny direktør for Ringkøbing-Skjern Museum glæder sig over nyheden.
Det betaler sig at investere i kulturarv, for pengene kommer ofte mangefold igen. I tilfældet med Ligningsloven kommer pengene direkte tilbage i kroner og ører året efter, men set i et større og længere perspektiv over tid giver penge investeret i museets formidling også et stort afkast - for hele Ringkøbing-Skjern Kommune.
Når Ringkøbing-Skjern Museum bevarer og formidler historien i kommunen, har det en effekt, som er langt større end den enkelte gæsts museumsoplevelse. De 6000 børn og unge som sidste år deltog i museets skoletjeneste, har ikke blot fået styrket deres historiske viden, men også deres lokale tilhørsforhold. Det kan være afgørende for, om de har lyst til at bosætte sig i Vestjylland, når de selv bliver voksne - med andre ord, så er en investering i kulturarven også en investering i fremtidens bosætningsstrategi.
I 2017 havde Ringkøbing-Skjern Museum 216.000 besøgende, og i 2018 runder museet igen 200.000 gæster. En stor del af dem, var udenlandske feriegæster, der ofte søger autentiske oplevelser i den lokale kulturhistorie for at få en bedre forståelse af det område de besøger, og hvordan det adskiller sig fra resten af Danmark. Dermed bliver investeringen i kulturarven samtidig også en investering i at tiltrække udenlandske gæster til kommunen.
Museet får brug for støtte igen i 2018
Med det flotte resultat for 2017 er det naturligt, at museet søger godkendelsen igen for 2018. Så håbet er, at mere end 100 personer igen i år, vil investere i den vestjyske kulturarv.
Pengegaven på min. 200 kr. skal overføres til museet via MobilePay nr. 83589 eller til museets gavekonto i Skjern Bank: Reg. nr. 7780 kontonr. 235 7242. Pengene skal senest overføres d. 26. december 2018. Hvis du også ønsker selv at opnå et skattefradrag, så anfør navn og cpr.nr. ved overførslen.
Har du spørgsmål så kontakt museet på tlf. 97 36 23 43. Bemærk dog, at museets administration er lukket 21. dec. 2018 - 2. januar 2019 (begge dage inklusiv).
Læs mere om gavefonden.