Redningsbåden MRB 21 fra den tragiske ulykke i 1951 bliver nu restaureret takket være en donation fra Hvide Sande Elfond.
Redningsbåden MRB 21 har været i sikker havn ved Fiskeriets Hus i mange år. Men det barske vestjyske klima og tidens tand har sat sit præg på båden. Takket være Hvide Sande Elfond får Fiskeriets Hus nu en økonomisk håndsrækning til at bevare redningsbåden og den vigtige historie, den fortæller om Hvide Sande. Redningsbåden kæntrede i en tragisk ulykke en decemberaften i 1951. På vej hjem fra en farefuld aktion blev båden ramt af en kraftig brådsø bagfra, der kastede redningsbåden rundt og mandskabet overbord. Fem redningsfolk druknede mens folk i Hvide Sande kunne se redningsbåden vælte, og 21 børn blev fædreløse. Ulykken fik ikke kun stor betydning for lokalsamfundet - ved begravelsen kom tre gange så mange, som der boede i byen.
I forbindelse med Elfondens nedlæggelse har Fiskeriets Hus modtaget 2,1 mio. kr til bevaringen af redningsbåden. Et eventuelt resterende beløb skal bidrage til udviklingen af fremtidens Fiskeriets Hus.
Måske har opmærksomme forbipasserende bemærket, at der har været aktivitet ved redningsbåden i den seneste tid. Det er medarbejdere fra Fiskeriets Hus og Ringkøbing Fjord Museer, der har fjernet alt inventar, som ikke var originalt. Båden fungerede i tjeneste i mange år efter kæntringen, og i denne periode blev der eftermonteret flere dele, fx et styrehus, som bliver fjernet på billedet. Men målet med den aktuelle restaurering er at tilbageføre båden til dens originale form og udseende fra 1951. Derfor er redningsbåden nu løst fra de senere tiders tilføjelser, og er klar til at blive fragtet over til Hvide Sande Ship Yard, der skal varetage selve istandsættelsen. Når båden er færdigrestaureret, vil den blive opbevaret sikkert under tag indtil den dag, hvor den vil spille en central rolle i et nyt Fiskeriets Hus.
Vi er meget taknemmelige for donationen fra Hvide Sande Elfond. Redningsbåden og dens historie er en vigtig del af Hvide Sandes fortælling - den er i vores DNA, og det glæder os, at vi nu har mulighed for at bevare båden for eftertiden.
Kurt Adsersen, bestyrelsesformand for Fiskeriets Hus
Det er en kæmpe gevinst for Fiskeriets Hus og Hvide Sande by, at redningsbåden nu bliver restaureret. Redningsbåden er central i vores udviklingsplaner for fremtidens Fiskeriets Hus. Vores drøm er at skabe en udstilling der, med båden som omdrejningspunkt, fortæller om den tragiske ulykke og om de mænd, der havde modet til at trodse stormen for at redde andre.
Mette Bjerrum Jensen, direktør Ringkøbing Fjord Museer
For yderligere information kontakt:
Mette Bjerrum Jensen, direktør for Ringkøbing Fjord Museer, tlf. 3028 0875, email: mbj@levendehistorie.dk
Kurt Adsersen, tlf. 4040 7527, bestyrelsesformand for Fiskeriets Hus, email: kurtadsersen@post.tele.dk