Efter en fantastisk sommersæson i 2013 på Fahl Kro og Bork Vikingehavn må Ringkøbing-Skjern Museum desværre meddele at den gamle Kro fra 1856, Fahl Kro er brændt.
Branden har beskadiget hele udstillingsområdet og infocentret i entreen. Fahl Kro havde to vikingeudstillinger som begge er beskadigede. Udstillingen "Vind i sejlene" der omhandlede vikingernes skibe er nedbrændt lige som udstillingen om vikingernes vejnet i Vestjylland. Blandt andet er museumshåndværker Olav Martinsens flotte rekonstruktioner af en bro og en vandmølle brændt.
"Museet har på nuværende tidspunkt ikke det fulde overblik over, hvor meget der er gået tabt i branden. Men vi kan allerede nu se, at der desværre er brændt nogle historiske genstande, som er uvurderlige fortæller museumsdirektør Kim Clausen. Han fortsætter: "Blandt andet frygter vi at branden har taget det skelsættende arkæologiske fund, som kan datere at man byggede vandmøller helt tilbage i vikingetiden."
Håb for fremtiden
Fahl Kro havde ellers denne sæson gennemgået en "gammeldags" makeover, som havde skabt en endnu mere autentisk og hyggelig stemning i stuerne. Umiddelbart ser det ud til at de gamle krostuer er sluppet nådigt fra flammerne, men der er dog en del røg- og sodskader.
Fahl Kros historie
Fra 1856 til 1949 har der været kro på Oblingevej. Efter 1986, hvor bygningerne blev overtaget af Ringkøbing-Skjern Museum (dengang Skjern-Egvad Museum), er krostuen genåbnet, og der blevet etableret udstillingslokaler i laden og mellembygningerne.
Fahl Kro har navn efter sin beliggenhed ved "Fahlen Strøm", der afvander et stort eng- og marskområde. Her var der et vadested, og Fahl er den gamle benævnelse for vadested eller overkørsel.
Kroen blev bygget i 1856, og baserede fra starten af sin eksistens på omegnens bønder, som skulle over vadestedet, når de skulle bjærge hø på værnengene eller drive stude ud og hjem fra engene. Dette betød, at Fahl Kro en stor del af året levede en hensygnende tilværelse, mens den i få korte perioder af året blomstrede op.
Praktisk information
Fahl Kro
Oblingvej 34, Sdr. Bork
6893 Hemmet
For yderligere information kontakt:
Museumsdirektør Kim Clausen 97 36 23 43 / 22 88 38 02. Email: kc@levendehistorie.dk
Du kan se flere billeder på facebook.com/levendehistorie