Fletninger er igen en del af modebilledet, og i serier som “Vikings” og “Game of Thrones” ses smukke og komplicerede fletninger - fletninger du kan opleve på dette års vikingemarked på Bork Vikingehavn d. 12.-13. august!
Frisør Annette Collin har med 30 års erfaring som frisør specialiseret sig i at flette disse fletninger og sidste år udgav hun den populære bog “Vikingeflet”, hvori hun viser, hvordan du selv kan flette de fantastiske fletninger. Du kan møde Annette begge dage på Bork Vikingemarked, hvor du vil kunne se hende flette de finurlige frisurer med et historisk vinge strejf... Køber du bogen, fletter hun også dit hår.
At vikingerne gik op i deres udseende er ikke ren fiktion!
Faktisk ved vi at der i vikingetiden har der været stor fokus på personlig hygiejne og udseende - og i den forbindelse også på hår og skæg. Arkæologiske fund af ”skønhedsartikler” fra vikingetiden viser, at udstyret ikke har ændret sig væsentligt fra vikingetiden til i dag. Åbner vi vikingernes ”toilettasker”, finder vi smukt mønstrede kamme, øreskeer og pincetter.
Skriftlige kilder fra England fortæller da også, at de engelske adelskvinder havde et særligt godt øje til de danske vikinger, da disse gik i bad hver lørdag, og generelt havde et velplejet udseende: altså modsat de mænd de var vant til!
For hår og skæg havde stor betydning for vikingemændene, noget der blandt andet kan ses på nogle af de figurer og amuletter vi har fra vikingetiden. . Også vikingetidens royale tilnavne fortæller om en tid, hvor hår og skæg var i fokus: som Svend Tveskæg, hvis skæg nok var delt i to, og Harald Hårfager, som må have haft en fantastisk hårpragt.
Og kvinderne har ikke været mændene underlegne! i kender bl.a. til den smukke knudefrisure som ses på valkyrieamuletter og på Hørby Valkyrien fra Fyn. Det lange smukke hår er samlet i en stor knold eller knude i nakken, og har været højeste mode i 900-tallet. Fra et skålspænde kendes også et kvindehoved med særlige fletningen og formodede hårbånd.
“En af de ting vi synes er spændende med vores vikingemarked, er at vi har mulighed for at vise mange forskellige aspekter af vikingetiden, og hårpragt og forfængelighed er en af de ting som alle kender til: både vikinger og moderne mennesker” udtaler Louise Schelde Jensen, daglig leder på Bork Vikingehavn. Louise er derfor begejstret over, at Annette Collin vil komme og vise mulighederne indenfor datidens frisurer og øse ud af hendes store viden om flet. “Jeg er sikker på at der bliver stor travlhed i teltet når markedet går i gang. Min datter på 4 år har allerede meldt at hun skal forbi og have hendes hår flettet” smiler Louise.
Om bogen
Bogen Vikingeflet, er en step by step-guide til smukke og moderne vikingeflet, og frisør Annette Collin guider dig til at flette dit eget personlige vikingeinspirerede look. Prøv fx Slangeflet, Skjoldmøens flet eller Vikingehøvdingens snoninger. Vikingeflet indeholder fletteopskrifter af vekslende sværhedsgrad, bonusinfo og gode råd og tips til at arbejde med bølgekrøllejern, kobbersnor, hørtråd og meget mere.
Læs mere om Bork Vikingemarked.