6.9.2014 · Fahl Kro
Rejsegilde på Fahl Kro
Næsten på årsdagen for branden kunne Ringkøbing-Skjern Museum afholde rejsegilde på den gamle fjordkro Fahl Kro. De gamle krostuer fra 1856 står intakte, og længerne er nu genopbygget, så Fahl Kro
atter kan samle folk fra nær og fjern.
Hvis vægge kunne tale...
Fahl Kro manifesterer den betydning som Værnet og Tipperne havde for beboerne i den sydlige ende af Ringkøbing Fjord. “Hvis disse vægge kunne tale, ville vi høre om et unikt stykke vestjysk kulturhistorie og det er med glæde at vi nu atter kan formidle denne historie i dets oprindelige rammer” sagde museumsdirektør Kim Clausen til de mange fremmødte gæster, der bestod af naboer, håndværkere, museets styrelse og medarbejdere m.fl. mens solen strålede ned på den “nye gamle” kro.
Nye faciliteter i gamle rammer...
De gamle og fredede krostuer, hvor kroaftenerne normalt holdes, slap heldigvis intakt fra branden, men kroens andre længer brændte totalt ned i september 2013. Kroen er nu næsten genopbygget, og udvendig fremstår længerne, som de gjorde oprindeligt med store vognporte og små sprossede vinduer. Men går man rundt inde i længerne, vil man kunne se at genopbygnigen har gjort det muligt at gentænke indretningen, så den bedre tilgodeser de behov, der er på kroen i dag. Der er nu bedre faciliteter til entre, toilet og køkken, og der er tilgodeset nemmere opsætning af udstillinger.
Fahl Kro slår dørene op igen i 2015
RingkøbingSkjern Museum forventer at Fahl Kro åbner op til foråret 2015. Der vil igen i 2015 blive afholdt kroaftener på Fahl Kro, og der åbner en ny udstilling omkring vikingernes tekstiler med alt fra dragter til sejl.
For yderligere information kontakt:
Kommunikationsmedarbejder Iben Granum Møller
Tlf. 97 36 23 43 / 60 86 44 78.
Email: igm@levendehistorie.dk