Vikingetidens byggeskik
Vikingetidens byggeskik er ændret i forhold til den forudgående jernalder, og husene bliver nu bredere og højere. For at sikre styrke og stabilitet i konstruktionen, lader vikingerne derfor væggene have et buet forløb, hvilket betyder, at tagryggen tilsvarende kommer til at krumme. Husene bliver bygget i en højrems-konstruktion med tagbærende stolper, der er gravet ned i jorden. Byggestilen krævede egetræ i god kvalitet, og det kunne i vikingetiden skaffes inde i landet. Høvdingens Langhus krævede fx 9 meter retvokset egetømmer.
Alle husene på Bork Vikingehavn bruges af de mange frivillige vikinger, der er med til at levendegøre Bork Vikingehavn året rundt, og i forbindelse med særlige publikumsaktiviteter i sommerhalvåret. Husene er, når de er i brug, med til at give gæsterne endnu bedre mulighed for, at opleve den levende historie tæt på. Desuden bruges de i forbindelse med skoletjenestens aktiviteter og til lejrskoler.
Manglen på tømmer
Her ved havet har egnet tømmer været en mangelvare i vikingetiden. Derfor er husene på Bork Vikingehavn forsynet med tørvevægge, der kan kompensere for en mere spinkel vægkonstruktion. Ligeledes er hegnene i Bork Vikingehavn lavet af tørv. Inde i landet var de på samme tid lavet af stolper og pileflet.
Høvdingens Langhus
Huset er en nøjagtig kopi af et hus, udgravet i Tarm i 1995. Det lå på toften i en 100 x 100 m stor vikingetidsgård, der eksisterede fra år 700-950. Huset i Bork Vikingehavn er 15 m langt, mens hovedhusene i Tarm var på 24-40 m. Det bestod af 3-4 rum, foruden stald med plads til 18-20 kreaturer. Vikingetidens hovederhverv var, også i Vestjylland, landbrug, med både husdyravl og kornavl.
Tørvevæggene i Høvdingens Langhus er 1,5 m brede, 1,6 m høje og vejer ca. 2 tons pr. løbende meter. I alt er der med håndkraft lagt over 1000 tons græstørv på Vikingehavnen. Tagene er tækket med tagrør, som i vikingetiden sikkert har været let at skaffe i store mængder netop på denne egn.
I vinduerne er der anvendt ugarvet skind (pergament), spændt ud over en træramme, for at undgå træk. Døre og vindskederne i gavlene er malet med okseblod som bindemiddel, tilsat farvepigment. Alle anvendte farver og bindemidler er kendt fra vikingetiden. Udover blod er der brugt fiskelim, fiskeolie, linolie og trætjære. Husgavlen er smurt med trætjære uden farvepigment.
Inden for denne periode blev alle bygninger utallige gange ombygget og flyttet lidt, idet de jordgravede egestolper normalt kun holdt 30-40 år. Man kan forestille sig, at hver ny generation også byggede nye huse.
Vikingehus med tilhørende stald
Dette er en rekonstruktion af et vikingehus udgravet i Tarm By. Huset, der sandsynligvis har været beboet af tyende eller aftægtsfolk, er indrettet med stald og beboelse samt et lille forrådskammer. Huset er bygget i eg og lærk og har vægge og tag i græstørv. Græstørvstaget er årsagen til det relativt svære tømmer, ligesom vægkonstruktion og taghældning er tilpasset græstørvsmaterialet. Græstørvshuse kendes fra andre træfattige områder og kan stadig ses på Færøerne og Island.
Smedjen
Vikingetidens smedjer kunne være indrettet i nogle meget simple bygninger, konstrueret over tagbærende stolper. Sådanne er bla. fundet ved udgravninger i Vorbasse i Midtjylland. Vi har desuden ladet os inspirere af nogle tilsvarende, men lidt ældre bygninger, udgravet i Snejbjerg ved Herning. Her fandt man også væg- konstruktionen, der bestod af pileflet.
Vikingerne fremstillede jern af myremalm, som det også blev gjort i jernalderen. Vikingesmedens værktøj ligner til forveksling de redskaber, der er blevet brugt helt frem til nyere tid. Der er dog små variationer, som fx amboltene der var små i forhold til nutidens. Blæsebælgen i smedjen er en kopi af en såkaldt fisebælg fra Island, fra omkring år 950.
Grubehuset
Et grubehus er en simpel bygning, opbygget i en oval eller firkantet nedgravning i jorden - deraf navnet. Ved denne konstruktion har vikingerne sparet byggematerialer, idet en pilefletning har udgjort væggene i gruben. Kun taget har været udført som på øvrige bygninger.
Grubehusenes formål kan have været at udnytte det fugtige miljø til f.eks. forarbejdning af hør og uld til tøj. I nogle grubehuse er der netop fundet rækker af vævevægte fra opstadsvæve samt spor af vævens stolper. I andre tilfælde er der fundet spor af smedeskæl, der viser, at grubehuse også har været brugt som smedjer.
Grubehuse minder meget om nyere tids esehuse - simple fiskerhuse, der stadig kan ses langs Vestkysten, nærmeste eksempel findes ved Nymindegab.
Bytoften
Husene her er rekonstruktioner af håndværkerhuse fra omkring år 900. Hustypen stammer fra et stort fund i Hedeby i Nordtyskland og repræsenterer starten på en bydannelse. Befolkningstætheden i den tidlige bydannelse var noget højere end i de landsbyer, der stadig lå spredt i landskabet. I byen var bebyggelsen tæt og placeret på et begrænset areal omgivet af en beskyttelsesvold.
Byggematerialer og byggemåder var stadig de samme som i de samtidige landsbyer, men byggeriet blev tilpasset de ændrede livsformer i byen. På grundstykkerne var der f.eks. ikke stalde til kvæg, og i husene manglede de store lagerrum, som var nødvendige på landet. Håndværkerhusene har været beboet af håndværkere eller handelsmænd og er indrettet med et køkken med ovn samt opbevarings- eller værkstedsrum.
Vikingerne byggede huse af de materialer, der var lige rundt omkring dem. Træ, pil, ler, tørv og strå. Håndværkerhusene på Bork Vikingehavn bliver bygget efter vikingernes byggeprincip fra Hedeby. På denne hustype laves væggene af en spinkel tømmerkonstruktion, som støttes med skråstivere. Derefter fyldes vægkonstruktionen ud med pileflet, der til sidst bliver lerklinet. Taget tækkes med strå. Alt træ samles med tømrersamlinger og trænagler eller bindes sammen med tovværk. Bygningstømmeret i Hedeby blev valgt udfra et nøje kendskab til dets egenskaber og de krav, tømmeret skulle opfylde ved den fremtidige anvendelse. Den mest anvendte træsort var egetræ.
Husene er i grundplan ca. 5 x 12 meter og er opdelt i 3 rum med indbyrdes forbindelse. Det vestligste rum, er indrettet som køkken med en bageovn ved gavlen. Dette rum har to adgangsdøre en mod syd og en mod nord. Rummet har sandsynligvis været det primære adgangsrum til bygningen. Her har beboerne tilberedt mad, lavet husflid, vævning, reparationer og meget mere. Det østligste rum har sandsynligvis været dels værksted og dels magasinrum for beboernes husgeråd og vinterforråd af mel, røg- og saltvarer. Det midterste rum har et åbent ildsted, udført af sten med et lerlag øverst. Her har familien sovet og måske også tilberedt mad over det åbne ildsted.
Nausterne - skibenes huse
Naust er det norske ord for bådehus, dvs. en bygning hvor bådene opbevares. På Færøerne hedder det et neyst. Herhjemme har man ved Limfjorden udgravet nauster et par steder, mens man i Norge kender til ca. 400 fund. De første fund af denne type bådehuse er fra slutningen af jernalderen. På det tidspunkt er nausten en højremskonstruktion (som man kan se i det rekonstruerede hovedhus).
I slutningen af vikingetiden øges bredde og højde grundet de større skibe. Derfor flytter man den bærende konstruktion ud i væggene og støtter den med skråremme. Det er denne byggeskik, I kan opleve i Bork Vikingehavns nauster.
I dag behandler man hovedsagelig træskibene med gift for at beskytte skroget. Førhen løste man problemet ved at sejle skibet ind i ferskvand, når det var muligt. Herved dræbtes de saltvandsdyr, der levede i skroget. Alternativet til dette var at skibene regelmæssigt måtte kølhales og skrabes. Man kunne også lade skibet stå på land i en naust, når det ikke blev brugt. Det er den løsning, vi har brugt på Bork Vikingehavn. Det har den fordel, at bordene (plankerne) ikke får lov at trække vand. Vandtrukne bord flækker nemlig og så bliver skibet utæt og giver ekstra dødvægt, der især hæmmer ved roning. Udtørring af solen er dog heller ikke godt for skibene, og derfor er naustens skygge det bedste sted at opbevare dem.
Markedspladsen
Markedspladsen er inspireret af landets ældste markedsplads, der blev anlagt omkring år 700 i Ribe. Pladsen lå ved vadestedet, hvor Ribe Å krydser den vestlige hærvej/studevej (nu hovedvej A 11) og var et oplagt sted at handle. Handlen var sat i system, så der kunne kræves skat - markedsfreden blev så til gengæld garanteret af skatteindkræveren.
Der blev indrettet små markedsparceller adskilt af pileforstærkede grøfter. Her mødtes håndværkere og handelsfolk på aftalte tidspunkter af året med oplandets befolkning. Handlende kunne bytte sig til glasperler, kamme, kværnsten, slibesten og meget andet fra den ”store verden”. Det er sådanne ting, der f.eks. er fundet i den udgravede vikingetidsgård i Tarm. På Bork Vikingehavn har vi etableret markedsparceller på bymarken, der til Vikingemarkedet fyldes op af handlende vikinger.
