Farvel til bødkeren, hattemageren og garveren – Ringkøbing og Skjern fra håndværkerbyer til blandede servicebyer
I perioden 2018-21 er Ringkøbing-Skjern Museum i samarbejde med Ringkøbing-Skjern Kommune og Aarhus Universitet vært for ph.d.-projektet ”Købstaden og den nye by – Ringkøbing og Skjern 1880-1920”. Museumsinspektør Christian Ringskou er frikøbt til arbejdet, og efter nøjagtigt et år neddykket i folketællinger, matrikelregistre, kildesøgninger og databaser, er han klar til at fortælle om de første resultater:
Fra 1880 til 1920 voksede Ringkøbing fra 2.000 til 4.000 indbyggere, mens opkomlingen Skjern startede med nogle få hundrede, men nåede op på mere end 2.500. På den baggrund skulle man måske tro, at der var stor forskel på de to byers erhvervsliv. Men som man kan se her, var der tydelige fællestræk i udviklingen:
Håndværket mistede betydning i begge byer. Industrien gik først frem, men blev så mindre igen, mens især den offentlige sektor voksede sig større. Men håndværk er mange ting. Bygningshåndværk som murere og snedkere og fødevareproducerende fag som slagtere og bagere var stabile. De fag, der gik tilbage, var først og fremmest beklædningshåndværkene som skræddere og skomager og de mange små specialiserede håndværk som bødkere, garvere, gørtlere, bogbindere, drejere, nålemagere, sadelmagere og træskomagere.
Men hvordan kan det nu være? Kunne vestjyderne undvære tøj og sko, tønder, læder, kobbertøj, bøger, stoleben, knappenåle, sadler og træsko i 1920? Nej selvfølgelig ikke. Svaret gemmer sig i søjlediagrammet. Den betydelige vækst i offentlig sektor er nemlig udtryk for, at jernbanens rolle voksede.
I 1880 var byen ikke kun centrum for oplandets behov for handel men også for produktion. 40 år senere satte industrien en ny dagsorden. Varer fra specialiserede fabrikker i fjerne byer kunne let og billigt fragtes rundt i hele landet. Det betød farvel til en række af de gamle håndværk.
Lidt trist måske, så lad os få et lille gensyn med et par af de mange stolte håndværksmestre, der blev de sidste i deres fag, men som var førende borgere i deres byer. Vi trækker på Ringkøbing-Skjern Museums rige billedsamlinger:
Bødker Knud Lyhne (1824-1906) var en førstemand blandt Ringkøbings håndværkere i 1800-tallets sidste årtier. Som byrådsmedlem og medinitiativtager til byens håndværkerforening var han med, hvor beslutninger blev truffet. Som ejer af båden ’Tordenskjold’ og som leder af dens besætning af værdige håndværksmestre ”Den faste Stok” var han et centrum i selskabslivet.
Hattemager Niels Christian Bech (1845-1916) var også altid med, når der skete noget i Ringkøbing. Han virkede som vidne, når byretten foretog registreringer, men han var også med, når det var for sjov. Han var musiker, men spillede kun et instrument: stortromme.
Garver Erhardt Dalgaard (1831-1904) etablerede sig i Skjern omkring 1880. Han var blandt de førende håndværkere i den unge by, hvor han var den første formand for håndværkerforeningen. Dalgaard var aktiv i den religiøse vækkelse, der nåede byen omkring 1900, og han var medlem af byens første frivillige menighedsråd.
… og det er bare tre eksempler blandt mange…
