Sagen Otto Moe mod Mads Lunde
En helt ny by vokser op. Før var her (næsten) ingenting, nu finder håndværkere, handlende, småkårsfolk, lykkeriddere og embedsmænd sammen ved en ny jernbanestation og et ældgammelt vejkryds. Den nye by får navn efter sognet, for den opstår tæt ved kirken. Sådan starter historien om Skjern.
Hvordan finder den nye bys beboere sig nu til rette med hinanden? De er så forskellige som folk næsten kan være, og der er ingen gamle traditioner for omgang, kultur og rollefordeling. Det er et spørgsmål, der ikke let lader sig besvare på 100-150 års afstand, men visse sider af sagen når os dog gennem gulnede papirer og gennem de fællesskaber, der tog form dengang, og som findes endnu.
I Skjern blev de religiøse vækkelser et vigtigt element i etableringen af den nye bys kultur. Indre Mission blev den største, men også Luthersk Mission, Evangelisk Luthersk Mission og en kreds af grundtvigianere fik fodfæste. Det komplicerede samspil mellem de forskellige kirkelige retninger og andre grupperinger er skiftevis eller måske på en og samme gang historien om konflikt og fællesskab, og for tiden er det genstand for delundersøgelser i Ringkøbing-Skjern Museums phd-projekt ”købstaden og den unge by”.
I det følgende ser vi lidt nærmere på et eksempel på konflikt. Måske er det lidt i retning af sladderjournalistik, og måske var det lige så høfligt over for fortidens mennesker at lade deres skænderier være. Men på den anden side. Den nye by var også en kampplads, og lokalhistoriens generelle fokus på fællesskab kan måske nok trænge til et lille supplement:
Sognerådsformanden
Snedker, pumpefabrikant og husmand Mads Lunde Sørensen kom til Skjern i 1873, hvor han slog sig ned lidt nord for det område, der senere skulle blive stationsbyens centrum. Sørensen er en figur fra en overgangstid. Som håndværker og fabrikant af træpumper deltog han i den nye bys økonomi, og det var ham, der gav jord til Luthersk Missions første missionshus. Samtidig var han imidlertid landmand, og spredte oplysninger i litteratur og arkivalier knytter ham til en gammeldags bondekultur. Mads Lunde Sørensen sad i sognerådet 1886-92 og var formand 1886-88.
Mads Lunde fotograferet sammen med sin anden hustru Else
Præsten
Otto Fritz Moe var sognepræst i Skjern 1885-1901. I ham fik Skjern en stærk og helhjertet fortaler for den indre mission netop i de år, hvor byens vækst tog fart. Omkring ham opstod en gruppe af engagerede unge håndværkere og handelsmænd, der ikke alene blev toneangivende i byens religiøse liv, men som også blev Skjerns førende forretningsfolk i årtier. Flere steder i den lokalhistoriske litteratur oplyses det, at farver A.C. Nielsen ligefrem græd af glæde over pastor Moes forkyndelse.
Brevvægt i glas med indlagt portræt af pastor Moe
Sagen
I 1891 skrev Mads Lunde Sørensen et læserbrev i Ringkjøbing Amts Avis, hvor han blandt andet beskyldte pastor Moe for at ”skamflække” menigheden. Det var for meget for præsten, der stævnede sognerådsformanden for æresfornærmelser. Nu fulgte flere års retssag, hvor Lunde vandt ved herredsretten, men Moe vandt ved appellen til landsretten. Sagens mange papirer er et uforsonligt morrads af beskyldninger og modbeskyldninger. Det fremgår blandt andet, at præsten i 1887 nægtede at modtage sognerådsformanden som gæst i præstegården. Noget sådant var helt uhørt i 1800-tallets anden halvdel, hvor den lokale administration over lange stræk netop foregik i samarbejde mellem præst og sogneråd.
Pointe
Ved Otto Fritz Moes 70-års fødselsdag i 1916 skrev Skjern Dagblad:
"Pastor Moe lod alle Dage Basunen give en tydelig Lyd, og han var stedse en uforfærdet Mand og tro imod den Herre, han tjener den Dag i Dag, og hvis Ære altid laa ham paa Sinde. Og Gud har brugt ham til at slaa til Lyd, saa det gav Genlyd viden om paa disse Egne. Saare mange forargedes - og ogsaa ad den Omvej kom mange til Troen"
Her er noget vanskeligt håndgribeligt på spil lige under det personlige og det religiøse. Den indremissionske forkyndelse blev et stærkt fællesskab, der tilbød den nye bys borgere normer, sammenhold og identitet. Men hvor der opstår fællesskaber, opstår der også modsætningsforhold. Mads Lunde Sørensen var sikkert ikke den eneste, der ikke fandt sig til rette i det nye fællesskab.
Siden gik det mindre dramatisk for sig i Skjern. Noget så tilspidset som en injuriesag mellem præst og sognerådsformand så man ikke siden. De dramatiske modsætninger hørte til den første tid uden normer og hierarkier.
NB.
Det er ikke hensigten med denne lille tekst at reducere Indre Mission og de andre vækkelsers arbejde til magtkamp og konflikt. De kristelige vækkelser var og er naturligvis først og fremmest religiøse fællesskaber. Men man skal have blik for, at de ofte samtidig er noget mere.
