![]() |
Ringkøbing-Skjern Museum |
Genforeningsmindesmærket i Ringkøbing 1920-1960
I Ringkøbing lagde man al vestjysk beskedenhed til side. Genforeningen blev markeret med intet mindre end en nyopført dysse i samme størrelse som de gamle fra stenalderen komplet med høj og randsten og det hele. Dyssen blev opført ved byens indfaldsvej fra nord i krydset mellem Nygade og (nuværende) I.C. Christensens Allé. Her var den til at få øje på for folk, der ankom til byen både pr. jernbane og landevej. I Skjern gik man lidt mere konventionelt til værks med en nok så imponerende sten med inskription og central placering i Bredgade.
Skjerns genforeningssten på vej
Der var bred opbakning til de to mindesmærker. I Ringkøbing nedsatte man en komite, der både talte det socialdemokratiske byrådsmedlem Rasmus Peder Rasmussen og Venstres senere mangeårige borgmester Vilhelm Nielsen. I Skjern talte den tilsvarende komite den grundtvigske blomsterhandler Kirsten Svendsen Høj, den indremissionske elværksejer Martin Haahr og sagfører Ejler Ejlersen, der stod uden for de religiøse vækkelser, der betød så meget i byens liv. Man kan således godt sige, at den nationale genforening gav anledning til lokal om ikke genforening, så forening på tværs af politiske og kulturelle skel.
Skjerns genforeningssten på den oprindelige plads i Bredgade
Om hundrede år er alting glemt, siger man. Det er nu ikke helt rigtigt, men i denne sag gælder det, at begge mindesmærker i løbet af de hundrede år er flyttede. Skjerns sten er flyttet til Anlægget, og der står den meget godt. Men i Ringkøbing har det hele en noget uafsluttet karakter. Dyssen, ”som for Efterslægten skal tale sit tause, men stærke Sprog, om den Lykke der blev Danmarks Land og Folk til Del i 1921” (Ringkøbing Amts Dagblad 13. april 1921), fik aldrig en inskription, og det var ellers planen. I 1960 blev den sløjfet og den store overliggersten blev flyttet til Ringkøbing Museums have, hvor den nu har ligget i 60 af de hundrede år, med sine furer fra dengang isen slæbte den tusindvis af kilometer fra et bjergrigt sted i nord. Stor og tung og anonym. Men i 2020 er stenen til debat. I juli var Ringkøbing-Skjern Museum sammen med Lokalhistorisk Arkiv, Grænseforeningen og museumsforeningen vært for et arrangement, hvor vi opfordrede byens borgere til at komme med forslag til inskription og måske til et nyt arrangement med bæresten eller lignende.
Overliggerstenen til debat sommeren 2020
Sagen er stadig uafsluttet. Ringkøbing-Skjern Museum modtager med glæde forslag til inskription og/eller til placering og præsentation.
Kontakt cl@levendehistorie.dk.
![]() |
Ringkøbing-Skjern Museum |