Da håndværksmestrene blev medlemmer af Ringkøbings elite
Ringkøbing-Skjern Museums ph.d.-projekt om købstaden og den nye by nærmer sig så småt sin afslutning. Museumsinspektør Christian Ringskou løfter her blikket fra støvede bunker af folketællinger, kirkebøger, foreningsprotokoller og international forskningslitteratur for at give en lille smagsprøve på projektets resultater.
Hvem bestemmer i en lille by? Eller mere afgrænset: Hvem bestemte i Ringkøbing i årtierne omkring 1900? Svært spørgsmål, javel, men her kommer et bud: Først laver man et opkog af de 5 %, der betalte mest i skat i 1880, 1900 og 1920, så tilsætter man dem, der blev valgt til byrådet omkring de samme tidspunkter, og til sidst krydrer man med dem, der blev nævnt og krediteret i Ringkøbings versioner af tidens udbredte bøger om førende mænd i Xby og Zstrup. Så får man en suppe bestående af 172 personer.
Ringkøbings største skatteyder i 1880: Købmand Christen Husted
Ringkøbings største skatteyder i 1920: Fabrikant Hans Bech Nielsen
Men det er en grundsuppe, der kan tilberedes på mange forskellige måder. Hvis man f.eks. studerer de 172 mænds erhverv (ja, og undskyld, det er altså næsten mænd alle sammen), viser det sig, at
håndværksmestrene til at begynde med var få, og at de indtog biroller i kredsen. Mens håndværket gennem perioden kom til at fylde mindre i den lille bys samlede økonomi vandt, det imidlertid indpas i dens
elite. Omkring 1920 var der mange håndværksmestre blandt byens førende borgere, og de indtog centrale pladser i samarbejde og netværk.
Netværksgrafen her er noget af en nullermand (eller suppevisk, hvis man skal anstrenge billedet fra før til det yderste). Men ved et nærmere eftersyn er den slet ikke så uoverskuelig. Hver farvet cirkel er en person og hver streg er en kontakt mellem to personer. Når en person har mange kontakter, bliver cirklen stor, og den søger mod midten. Cirklerne mod ”nordvest” er personer i den tidlige periode i 1880-90’erne, mens cirklerne i ”sydøst” tilhører den næste generation i 1900-10’erne. Læg nu mærke til, hvordan den orange farve, der betyder ”Håndværksmester” gør sit indtog mod periodens slutning.
Og hvad så?
Tjaa, det betyder i hvert fald, at den gamle købstad blev mindre elitær. Mod slutningen af 1800-tallet skulle man stadig være købmand, sagfører, offentlig embedsmand eller lignende for at gøre sig gældende i
toppen af den lille by. Senere kunne den dygtige håndværker gøre sig håb om at blande sig med eliten. Derved kom købstaden i øvrigt til at ligne Skjern, der voksede op i den samme periode. I den nye by indtog håndværksmestrene fra starten hovedroller i den førende kreds.
